Et forskningsprogram i forholdet mellem kunst og lederskab må dels udforske kunst og ledelse som sociale praksisformer, dels kunst som en særlig erkendeform. I sit udgangspunkt må dette program være kritisk. ”Kritisk” betyder bevidst på erkendelsens forudsætninger og konsekvenser. Derfor må kunsten sættes ind i en filosofisk ramme og forstås i lyset af teoretisk, praktisk og æstetisk filosofi. Men ”kritisk” betyder også, uden smagsdommeri, at være særdeles selektiv i valget af egnet kunst til vores formål.

Enhver seriøs forskning må have et normativt udgangspunkt. En normativ tilnærmelse til kunst består i at se kunsten som en praksis- og erkendeform, der på sin særegne måde bidrager til styrkelsen af social og historisk bevidsthed.

Nu, mere end nogensinde før, er mennesket en gåde for sig selv. Vores evner til at skabe, forme, konstruere, iscenesætte og designe stiger dag for dag. Men jo mere vi søger at finde os selv i hele dette mulighedsrige, i denne malmstrøm af virtualitet, jo mere mister vi os selv. I denne spænding har vi ikke længere de gamle smertestillere, værdierne og de store historier. Vi er sat på den opgave at forene det uforenelige, at samle alle menneskehedens akkumulerede modsætninger i et grandiost program om et vita nuova.

Men hverken videnskaben, teknologien eller entreprenørskabet giver os en fundamental vejledning her. Det gør kun skønheden. Skønheden forener alle modsætninger i det, vi frygter mest, i det ubestemmelige. Det er derfor kunsten er så vigtig for os lige nu. Fordi den er den eneste praksis, der har erfaring for og mod til at omgås det ubestemmelige. Kunsten holder gåden fast. Kunsten er en måde hvorpå det hypermoderne menneske kan beskytte sig mod sig selv. Gennem skønheden i alle dens utæmmelige og skræmmende former gør kunsten det muligt hver dag at tilbageerobre den nye verden, som vi skaber, i en menneskeligheds navn, ved at bevare gåden.

”Skønhed er en frygtelig og forfærdelig ting! Frygtelig er den, fordi den er så ubestemmelig. Alt hvad Gud har skænket os er gåder. I begrebet skønhed mødes alle modsætninger – hér flyder det alt sammen i ét.”
Fjodor Dostojefski: Brødrene Karamassov, I.

Med det generelle erhvervsøkonomiske perspektiv for øje har alle kunstarter relevans for forskningen. Centret har i begyndelsen koncentreret sig os om Performing Arts og ikke kunstværker som objekter. Centret inddrog i år 2004 under hovedtemaet autenticitet musikteater, filmen, kuratorfunktionen og spændingen mellem event og begivenhed. Centret vil raffinere de koncepter i praksis, hvori kunst og lederskab konfronteres og integreres. Centret vil sætte hele det retorisk strategiske perspektiv under lup, herunder branding, imageskabelse ”bløde HRM-strategier”, forførelse gennem PR, og event-mageri.
Ledelse udøves i dag i en post-strategisk virkelighed. De klassiske ledelsesværktøjer med vægt på håndterbare planlægnings- og styringsparametre har kun meget begrænset anvendelighed. En række mentale kompetencer kommer da i fokus som det, lederen kan mobilisere i de enkelte begivenheder, og inspirere medarbejderne til selv at bruge. Intuition og fantasi er her centrale som basis for den improvisation som situationer, der er operationelt og logistisk mangetydige, kræver.

De gode ledere og de gode organisationer trækker på et reservoir af ikke-artikulerede erfaringer, der er til stede, men ikke i konventionel forstand ”til rådighed”. De er til stede i form af kerne-kompetencer og i form af en ”ethos”, ”ånden” eller ”atmosfæren” i organisationen. Derfor er det en stor opgave, at udvikle metoder, der giver ledere og organisationer direkte adgang til deres akkumulerede erfaringer, levende idealer og slumrende værdier.

Kunsten er afgørende som lærestykke og dialogpartner her, fordi den netop lever af at aktivere ikke-diskursive erfaringer og ”tavse”, mentale kapaciteter ved at forløse dem gennem ”normative potenser”. Den har et stærkt og nuanceret forhold til ”det kropslige” i bred forstand, til fingerspitzgefühl’en og til passionen.

I dette projekt allierer vi os med filosofien.