Forskning

Centret foretager forskning indenfor en bred vifte af temaer såsom ledelse, organisation og konkurrencedygtighed med særligt fokus på biotekindustrien, men også med relevans for vidensdrevne sektorer mere generelt.

Biotech Business

Biotech Business bedriver hovedsagligt forskning i biotek-relaterede aktiviteter i Øresunds regionen, som også er kendt som Medicon Valley og udgør en af flere klynger af biotekvirksomheder, der i løbet af de sidste to årtier er fremkommet i USA og Europa. Ligesom deres modstykker i andre regioner, er Medicon Valley virksomheder blevet udviklet gennem en kompleks interaktion mellem videnskabelige muligheder, venturekapital finansiering, og markeder for forskning og forskningsbaserede produkter. Blandt andet vil Biotech Business bidrage med en længe ventet systematisk kortlægning og analyse af bestanden af virksomheder i Medicon Valley samt disses interaktion med andre væsentlige aktører i det regionale bioteknetværk. Denne kortlægning er interessant ikke blot for dedikerede biotekvirksomheder, men også for den venturekapital sektor, der finansierer dem, videns- og forskningsinstitutioner, der tager deres nye strategiske mandater under overvejelse, samt for organisationer, der beskæftiger sig med forsknings- og innovationspolitik.

Defining Biotechnology

Bioteknologi er blevet et flertydigt term, som derfor kræver en vis afgrænsning. I sin moderne form henviser bioteknologi til en lang række teknikker og teknologier, der anvendes indenfor genetisk forskning, immunologi, molekylær og cellulær biologi med flere, blandt andet med det formål at opdage og udvikle nye lægemiddelkandidater. I stigende grad bliver bioteknologi anvendt indenfor et bredt spektrum af industrielle sektorer, hvoraf farmaceutiske lægemidler dog udgør langt den største arena for industri-specifik bioteknologi.
Traditionelle sektorer såsom landbrug og fremstilling af (ingredienser til) fødevarer trækker i tiltagende grad på bioteknologiske redskaber og kompetencer i deres bestræbelser på at udvide industri-specifikke vidensbaser. Derudover danner bioteknologisk forskning og udvikling grundlaget for et voksende antal nye industrier, herunder biomaterialer og miljørigtige teknologier. Af særlig interesse er fremkomsten af en ny industri af virksomheder, der foretager bioteknologisk forskning og udvikling uden videre downstream aktiviteter, også kendt som dedikerede biotekvirksomheder eller dedicated biotech firms. Disse firmaer leverer input til farmaceutisk FoU og udvikler redskaber og metoder til brug indenfor bioteknologisk forskning og udvikling.
Vi bruger termet "bioteksektor" til at henvise både til dedikerede biotekvirksomheder og til andre virksomheder, som i høj grad benytter sig af bioteknologi og som samtidig har downstream aktiviteter indenfor specifikke industrier (såsom for eksempel fremstilling af farmaceutiske produkter eller ingredienser til fødevarer, fx. Novozymes, Danisco, Chr. Hansen osv.). Bioteksektoren omfatter desuden offentlige forsknings- og sundhedsinstitutioner, hvis aktiviteter hovedsagligt beror på bioteknologisk viden eller FoU.
Sidst men ikke mindst, henviser vi med termet "bioteknetværket" yderligere til organisationer og netværk som Medicon Valley, The Øresund Food network og offentlige institutioner med fokus på biotek.

Sidst opdateret af Henrich Dahlgren 24.03.2009