Vedtægter for MPA dimittendforeningen
ved Handelshøjskolen i København
NAVN §1
Foreningens navn er:
MPA dimittendforeningen ved Handelshøjskolen i København (HHK).
(The MPA Alumni Society of the Copenhagen Business School (CBS)).
FORMÅL §2
Foreningens formål er:
- At sikre såvel MPA dimittender som MPA studerende ved HHK optimale vilkår og muligheder, bl.a. ved lobbyvirksomhed over for lovgivende og regelfastsættende myndigheder på uddannelsesområdet og ved samarbejde med MPA studiets ledelse og ved repræsentation i Det Rådgivende Udvalg, studienævn m.v.
- At forestå eller medvirke i aktiviteter som kan videreudvikle MPA dimittenders faglige kompetence.
- At fungere som netværksorganisation for dimittender fra MPA studiet ved HHK.
- At være kontaktskabende til andre Masterstudier nationalt og internationalt.
- At fungere som rådgivende organ for MPA studiet på Handelshøjskolen i København.
- At formidle MPA studiet over for presse, virksomheder og politiske interessenter.
- At sikre MPA-studiets kvalitet gennem tiltrækning af velkvalificerede MPA studerende og lærerkræfter.
- At styrke MPA dimittendernes kompetence, muligheder og anseelse.
MEDLEMSKAB §3
I foreningen kan optages alle MPA dimittender og MPA studerende fra HHK. Bestyrelsen kan træffe beslutning om optagelse af medlemmer med anden tilsvarende uddannelse.
Medlemmerne forpligter sig til ikke at videregive oplysninger, som de har modtaget fra andre medlemmer til arbejdsgivere eller andre tredje parter, herunder pressen, samt ikke at bruge sådan information til andre formål.
Eksklusion af et medlem kan ske, hvis mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor, og skal forelægges på førstkommende generalforsamling.
KONTINGENT §4
Kontingentets størrelse fastsættes 1 gang årligt på generalforsamlingen for det efterfølgende kalenderår. Kontingent indbetales 1 gang årligt med frist 14 dage inden den ordinære generalforsamling på foreningens bankkonto.
Medlemskab af foreningen bortfalder, hvis et medlem er i kontingentrestance ud over ½ år.
Dimittender er medlemmer af foreningen og kontingentfrie fra dimissionen og frem til det følgende års ordinære generalforsamling.
ÆRESMEDLEMMER §5
Æresmedlemmer kan udnævnes af generalforsamlingen på bestyrelsens forslag; æresmedlemmer betaler ikke kontingent.
ORGANISATION §6
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af op til 8 medlemmer, dog minimum 5, hvoraf 3 – 6 skal vælges af og blandt dimittenderne på den årlige generalforsamling.
Hvert hold studerende vælger blandt de studerende på holdet 1 repræsentant til medlem af bestyrelsen.
Bestyrelsen kan supplere sig med 1 fast observatør fra MPA studiets sekretariat og ad hoc med særligt sagkyndige i eller uden for medlemskredsen.
Bestyrelsen er i tilfælde af medlemsudtrædelse selvsupplerende, idet sammensætningen dog skal følge ovenstående fordeling. Nyvalg skal godkendes af den nærmest følgende generalforsamling. Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen, studerende dog kun for et år ad gangen. Medlemmerne kan genvælges.
Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen, vælger blandt sine dimitterede medlemmer en formand, en næstformand og en kasserer. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen holder møde når formanden finder det fornødent eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Dagsorden skal angives.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når 3 eller flere medlemmer inklusive formanden eller næstformanden er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens – i dennes fravær næstformandens – stemme udslagsgivende.
Der udarbejdes referat af bestyrelsesmøderne som godkendes af bestyrelsen og underskrives af referenten sammen med formanden eller næstformanden.
REGNSKAB OG REVISION §7
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af 2 blandt medlemmerne uden for bestyrelsen valgte revisorer.
Revisorerne og en suppleant vælges på generalforsamlingen for 1 år ad gangen.
Foreningens formue anbringes efter samme regler som gældende for umyndiges midler.
GENERALFORSAMLING §8
Generalforsamlingen er i alle foreningens anliggender foreningens højeste myndighed inden for vedtægternes rammer.
INDKALDELSE §9
Den årlige ordinære generalforsamling afholdes i perioden 1. februar til 31. marts.
Generalforsamlingen indkaldes med angivelse af dagsorden ved bekendtgørelse enten i foreningens medlemsblad eller en af foreningen udsendt meddelelse til medlemmerne med mindst 30 dages varsel for en ordinær og 14 dages varsel for en ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal indkaldes, når mindst 10 medlemmer med angivelse af dagsorden skriftligt forlanger det. I sidste tilfælde senest til månedsdagen efter begæringens modtagelse.
AFVIKLING §10
Generalforsamlingens forhandlinger ledes af en af forsamlingen valgt dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.
På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen indeholde:
1.Valg af dirigent
2.Valg af stemmetællere
3.Aflæggelse af beretning
4.Fremlæggelse af regnskab og budget, herunder fastlæggelse af kontingent
5.Behandling af indkomne forslag
6.Valg af bestyrelse
7.Valg af revisorer
8.Valg af revisorsuppleant
9.Eventuelt
Afstemning sker skriftligt, hvis blot ét tilstedeværende medlem ønsker det.
Indkaldelsen af generalforsamlingen skal indeholde meddelelse om, hvilke bestyrelsesmedlemmer der er villige til at modtage genvalg. Enhver dimittend der er medlem af foreningen er valgbar på generalforsamlingen.
Forslag til behandling under dagsordenens punkt 5 skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen, øvrigt materiale inklusiv indkomne forslag udsendes 8 dage før generalforsamlingen. Regnskabet udsendes sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.
Afstemning kan kun finde sted om de på dagsordenen opførte punkter samt om ændringsforslag til disse.
For at afgive stemme på generalforsamlingen kræves personlig tilstedeværelse. Ved afstemning gælder i almindelighed simpel stemmeflerhed, jf. §11 og §12.
For at være stemmeberettiget på genralforsamlingen skal man være medlem af foreningen. Der tilkommer hvert medlem en stemme.
VEDTÆGTSÆNDRINGER §11
Til ændring af foreningens vedtægter kræves at over 50% af de afgivne stemmer er for ændringen.
Til foreningens opløsning kræves over 2/3 majoritet af samtlige foreningens medlemmer.
Er 2/3 af medlemmerne ikke til stede ved generalforsamlingen, kan bestyrelsen - senest 30 dage efter – indkalde til en ny generalforsamling, hvor opløsningen kan vedtages med 2/3 af de tilstedeværende stemmer.
Foreningens eventuelle formue skal ved foreningens opløsning efter generalforsamlingens beslutning anvendes til fremme af uddannelses- og forskningsformål, der er relateret til MPA-studiet ved HHK.
TEGNING OG HÆFTELSE §13
Foreningen forpligter ved underskrift af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.
Bestyrelsen kan meddele foreningens kasserer fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgåede forpligtelser.
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.
Foreningen må ikke stifte gæld uden generalforsamlingens godkendelse.
Vedtægterne er godkendt på foreningens ordinære generalforsamling den 23. marts 2006
Thomas Holm
Formand
Sidst opdateret af Eva Hammer 03.02.2009