Newsletter maj 2007

CBS Alumni newsletter banner

CBS Alumni holder workshop om privatøkonomi den 21. maj kl. 17.00
Husker du teorierne når det kommer til din private økonomi?
For mange gælder, at de ikke anvender grundlæggende økonomisk teori på deres privatøkonomi.
Pensionsopsparingen er ofte bestemt af vaner, og beslutninger om investeringer i værdipapirer tages ofte fra gang til gang uden nogen fast investeringsfilosofi. Beslutningerne bliver altså taget ud fra tilfældig læsning og hvilket specialtilbud, rådgiveren nu har på hylden. De fleste har dog et ønske om snart at få overblik over økonomien. Men snart bliver til næste uge, næste uge bliver til næste måned og så videre.
I workshoppen vil vi se på de principielle overvejelser, en privatperson bør gøre sig, og på de store faldgruber, man kan falde i. Der argumenteres for simpelhed og enkelthed i privatøkonomien med fokus på skat, risiko og omkostninger. Specielt argumenteres for, at mange ikke forstår den risiko, der er forbundet med privatøkonomi, og derfor investerer forkert.
Workshoppen bliver holdt af Michael Møller, professor ved CBS. Læs mere om Michael Møller i den følgende artikel.
Tilmeld dig senest den 18. maj på mail: mg.info@cbs.dk
Michael Møller – professor og bestyrelsesmedlem i Nationalbanken
Professor, forfatter, bestyrelsesmedlem og formand – dette er bare nogle af de ”kasketter” Michael Møller skifter mellem i sit daglige virke. Han er lic.polit. fra Københavns Universitet, og er i dag professor ved Institut for Finansiering på CBS, hvor han har arbejdet i størstedelen af sin karriere. Michael Møllers efterhånden mangeårige ekspertise og erfaring breder sig over områder, som finansiering (herunder aktieaflønning, corporate governance, pensionsopsparing og performanceaflønning), incitamentaflønning, privatøkonomi, kunst & økonomi og performancemåling. Michael Møller er forfatter til en lang række bøger og publikationer, og derudover udtaler han sig ofte, når medierne har brug for en eksperts synspunkt. Udover at være formand for Nationaløkonomisk Forening og medlem af bestyrelsen for Industriens Realkreditfond er Michael Møller per 1. april 2007 valgt ind som ét af syv medlemmer i Nationalbankens bestyrelse. Michael Møller vil den 21. maj holde workshop om privatøkonomi for CBS’ alumner. Læs mere om workshoppen her i nyhedsbrevet.
Find dine gamle studiekammerater
Det er uden tvivl én af fordelene ved en alumniforening, at man kan finde frem til sine tidligere medstuderende. Derfor får vi også en del henvendelser fra tidligere CBS-studerende, som ønsker at udnytte netop denne mulighed. Persondataloven forhindrer dog CBS Alumni i direkte at videregive informationer om tidligere studerende på CBS. Dette betyder, at vil man finde sine gamle kammerater, skal man selv søge i alumnidatabasen, hvilket man som medlem af CBS Alumni har fri adgang til. Men det er selvfølgelig kun blandt dem, der har meldt sig ind i CBS Alumni, man kan søge på. Kender du derfor tidligere CBS-studerende, som endnu ikke har meldt sig ind i CBS Alumni, er det derfor oplagt at give opfordringen videre, da jo flere vi er, des nemmere kan vi holde kontakten til vores gamle hold.
Sommerskole på CBS for erfarne ledere og medarbejdere
Det er nu 10 år siden, at CBS udsendte sit første sommerskolekatalog og i dag tilbydes en bred vifte af kurser med op mod 400 deltagere. Kurserne er rettet mod erfarne ledere og medarbejdere, som er dimittender fra CBS eller har en anden akademisk uddannelse og giver mulighed for at deltage i en uges forskningsbaseret efteruddannelse på et højt fagligt niveau inden for en bred vifte af fagområder. CBS Sommerskole giver deltagerne en enestående lejlighed for at udveksle faglige erfaringer med deltagere med den samme professionelle baggrund, og undervisningen tager udgangspunkt i den nyeste forskning inden for et givent emne. Kurserne gennemføres i uge 33 (13.-17. august) eller uge 34 (20.-24. august).
Læs mere om programmet her eller kontakt sommerskoleansvarlig Marianne Marholt på 3815 2051 eller sommerskole@cbs.dk for nærmere spørgsmål.
Har du mødt denne måneds alumner?
Det går rigtig godt for CBS’ alumner. Det illustrerer vi på vores hjemmeside ved jævnligt at lægge portrætter op af vores alumner. I portrætterne kan du blandt andet læse, hvilken vej alumnerne er gået for at være, hvor de er i dag samt, hvad de dagligt beskæftiger sig med.
I denne måned kan du læse om Annemette Ruth, der i gennem en solid karriere i forsvaret, har udfyldt flere forskellige stillinger. I dag er hun kommandør og chef for Policy- & Rådgivningsafdelingen i Forsvarets Personeltjeneste. Du kan også læse om Helle Bjerre, der både har været jorden rundt på egen hånd og i Spanien for A.P. Møller, i dag er hun afdelingschef for Clipper Group. Endelig kan du læse om Mariann Rasmussen, der midt i sin karriere valgte en uddannelse fra CBS for at blive bedre klædt på i sit job, og som ugen efter hun dimitterede blev forfremmet. I dag er Mariann direktør (COO) for Paranova Pack A/S.
Har du lyst til at dele din karrierevej med andre alumner eller kender du en spændende alumne vi bør portrættere? Så send et foto (90 X 134 pixels i jpg.format) samt lidt tekst om dig og din karriere (højst 1500 tegn med mellemrum) til mg.info@cbs.dk.
I teksten kan du for eksempel skrive:
• Hvilken uddannelse du tog på CBS
• Hvorfor du valgte at læse på CBS
• Hvornår du dimitterede
• Hvilke jobs du har haft
• Hvad du laver i dit nuværende job
• Hvad - af det du lærte på CBS- du har brugt/bruger
• Hvordan man kan kontakte dig i dag
De bløde gik hårdt til værks under CBS-Solution
Der var i dén grad behov for de ”bløde” uddannelser, da CBS-Solution holdt case competition i marts. Case competitions omfatter generelt kun de økonomistuderende på CBS, men under CBS-Solution var der brug for alle studieretningers kræfter, og det gav frugtbare resultater. Holdene var sammensat af både BA, HA og BLC (tidl. SPRØK) studerende fra CBS, og derved blev der sat fokus på den synergi, studerende på CBS kan skabe, når de samarbejder. Vindmølleproducenten Vestas var omdrejningspunktet for casen, som indeholdt både kulturelle, sproglige og økonomiske udfordringer, og repræsentanterne fra Vestas udviste stor begejstring for løsningsforslagene. Vinderholdet bestod af tre BLC-studerende, en FLØK’er og en HA-udvekslingsstuderende. CBS-Solution er en ny intern case competition på CBS, skabt af studerende for studerende.
Se billeder og læs mere om CBS-Solution
Ny bog om virksomhedens sociale ansvar
Siden midten af 1990’erne er den offentlige debat om virksomheders sociale ansvar taget til i fornyet omfang. Selvom socialt ansvar med dets mangfoldige afskygninger synes at være et veldefineret begreb i ledelseslitteraturen, mister fænomenet meget af sin relevans. I den nye bog ”Managing Corporate Social Responsibility in Action” fokuserer forfatterne på forskellige aspekter ved udøvelse af socialt ansvar for at tydeliggøre forskellene mellem udtryk og handling. Ved at anskue sagen fra tre vinkler – talen om socialt ansvar, praktisering af socialt ansvar og måling af socialt ansvar – illustrerer de forskellen på udførelse og virkelighed. Herudfra foreslår de metoder til at overvinde de problemer, der opstår i udøvelsen af socialt ansvar. Professor ved CBS Peter Neergaard er redaktør og medforfatter af bogen.
Copenhagen Lectures – ny international forelæsningsrække
International Center for Business and Politics på CBS har taget initiativ til at starte den nye internationale forelæsningsrække - Copenhagen Lectures. Fremover vil centret hvert år invitere en af verdens førende forskere inden for ”business and politics” til Danmark for at afholde forelæsninger i CBS’ auditorier. Her vil forskerne give deres personlige svar på, hvad der er ”state of the art” inden for et udvalgt forskningsområde. Formålet med Copenhagen Lectures er at samle de internationalt set mest nytænkende forskere fra disciplinerne politologi, sociologi, økonomi og historie til at præsentere, diskutere og vurdere udviklingen inden for deres disciplin.

CBS Alumni newsletter banner underdel


Sidst opdateret af Mikala Gyllinge 02.02.2009