MBA? Master? Kandidat?

Er det svært at finde rundt i uddannelsestitlerne når det gælder masterprogrammer? Hvad er egentlig forskellen på en MBA, en Full-time MBA, en Master og en kandidatuddannelse? Både potentielle studerende og arbejdsgivere har ofte svært ved at kende forskel.  
Anne Mette Dissing-Immerkær, direktør for CBS Executive´s Master programmer forklarer: ”I udlandet er en master svarende til vores kandidat-uddannelse. Hos os er en master en ekstra overbygning, der typisk gennemføres, når deltageren karrieremæssigt er kommet på lederniveau. Betegnelsen dækker ikke mindst programmer, som skal uddanne generelle ledere, for eksempel MBA, som er den klassiske generelle lederuddannelse for det private, eller MPA, som er tilsvarende for det offentlige. Derudover har vi en række specialiseringer, der typisk henvender sig til funktionsdirektører og funktionschefer, som ønsker at bibeholde deres forankring i et bestemt fagområde, men samtidig har behov for at udvide deres ledelses og – fagkompetencer, som fx Master of Corporate Communication (MCC) for kommunikationsfolk”.

Fuldtid og deltid

Executive-uddannelserne som for eksempel Executive MBA eller MCC er deltidsuddannelser, der tages sideløbende med jobbet. Deltagerne er som nævnt ledere eller funktionschefer med mange års ledererfaring, og programmerne giver de studerende forståelse for virksomheden på et højere ledelsesniveau. Omkring 20 % af de studerende er cand.merc.’ere og får med en executive-uddannelse nye strategiske ledelseskompetencer ved at blive ført fra et specialistområde, for eksempel marketing eller finansiering, til at blive generalist: ”En executive-uddannelse hjælper dig til at tale samme sprog som på direktørgangen”, fortæller Anne Mette Dissing-Immerkær.
Full-time MBA er et fuldtidsstudie, hvor målgruppen ikke er erfarne ledere, men yngre lederspirer, der for eksempel har taget en HD og derefter arbejdet nogle år. Faglig og personlig kompetenceudvikling står nu på ønskesedlen, og de kvitter jobbet for at styrke deres kvalifikationer.
Sammen med MBA in Shipping & Logistics, er Full-time MBA’en den masteruddannelse på CBS, der tiltrækker flest udlændinge – over to ud af tre kommer fra hele verden udenfor Danmarks grænser for at gennemføre uddannelsen: ”Full-time MBA er hårdt, og de studerende arbejder hele tiden. De 11 måneder på CBS er hele deres liv, og det er ikke bare et 37-timers job, men nærmere 100-timer! Kravene til deltagerne er store, og de skal inden optagelse gennem tests og interviews, så kun de allerbedste og mest motiverede kommer igennem”, siger Anne Mette Dissing-Immerkær.

Finansiering

Uddannelserne er ofte finansieret af virksomhederne, men CBS Executive ser også større og større egenfinansiering, fortæller Anne Mette Dissing-Immerkær: ”Deltagerne skal vise, de mener det alvorligt, og at de virkelig vil. Det er dyre uddannelser og nogle forpligter sig overfor virksomheden ved at skrive kontrakt om at blive, når uddannelsen er fuldført, hvis virksomheden skal betale.” Anne Mette Dissing er dog ikke i tvivl om, at virksomhederne får meget ud af en sådan kontrakt: ”En kontrakt medfører samtidig, at virksomheden typisk skal overveje, hvordan den bedst muligt anvender de nye kompetencer, som medarbejderen tilegner sig på uddannelsen. Det er godt, da der ellers er fare for, at de studerende med deres nye viden vokser fra virksomheden og ønsker at rykke videre, fordi det er for utilfredsstillende rent arbejdsmæssigt at blive. Arbejdsgiverne skal derfor se det som en investering og som en mulighed for udvikling af virksomheden”.

Udlandets interesse

CBS’ efter og videreuddannelser er kendte på grund af CBS’ stærke brand og internationale position som eliteuniversitet og forskningsinstitution. De 9 master uddannelser er primært henvendt til lokale, men MBA in Shipping & Logistics og Full-MBA’en tiltrækker rigtig mange fra udlandet, og Executive MBA har også en relativ høj andel af udlændinge: ”Ofte har de udenlandske studerende en relation til Danmark, men vi tiltrækker også mange, fordi vores programmer er på højt niveau og uddannelsesforløbet tilrettelagt godt”, fortæller Anne Mette Dissing og fortsætter: ”For at hjælpe de mange udlændinge på blandt andet FTMBA arbejder vi sammen med CBS’ Career Center om at finde job til de færdiguddannede enten i Danmark eller i danske virksomheder i udlandet som for eksempel Carlsberg i Kina. Vi ønsker jo at udnytte talenterne mest muligt”.
Er du blevet nysgerrig? Så find mere information her





Sidst opdateret af Janie Huus Tange 27.05.2006