Alumni Newsletter april 2005

Alumni Newsletter april 2005

Siden sidst er CBS’ karrierecenter - CBS Career Center – åbnet. Tankegangen er ikke ny på CBS, som har lang tradition for et tæt samspil mellem de studerende og erhvervslivet, men nu har strategien fået kød og blod - og et glasbur summende af aktiviteter er skudt op på CBS’ Studenterstrøg på Solbjerg Plads. Her kan de studerende få rådgivning, redskaber og træning i at håndtere og planlægge karrieredrømmene tidligt i studiet.
Med etableringen af et Career Center har CBS taget et nyt vigtigt skridt i retningen af at intensivere samarbejdet med erhvervslivet, fremme internationaliseringen og give sine studerende flere og bedre muligheder for at styrke de erhvervsrettede kompetencer. Formålet skal opfyldes gennem at professionalisere dialogen med virksomhederne om disses kompetence- og rekrutteringsbehov og styrke de studerendes jobforberedelse gennem forskellige karriereaktiviteter og individuel karriererådgivning. Læs bl.a. om hvordan CBS Career Center kan hjælpe din virksomhed med at rekruttere kandidater .

frise_mw_15.jpg


Den tidligere socialdemokratiske statsminister og nuværende medlem af Europaparlamentet Poul Nyrup Rasmussen tiltrådte som tilknyttet professor på CBS den 4. april 2005. Han skal med sin omfattende politiske og økonomiske karriere særligt tilknyttes udviklingen af områderne politik, økonomi og globalisering. Læs om tiltrædelsen samt om hvad Christian Nissen og Bjørn Lomborg har til fælles .
CBS er akademisk partner for “Leaders in Scandinavia 2005” konferencen der afholdes i København 3-4. oktober 2005. Blandt deltagerne er Bill Clinton, Madeleine Albright, Rudolph Giuliani, Jack Welch, Daniel Pink, Scott Bedbury, Robert Kaplan, Lester Thurow, Michael Porter og Dame Anita Roddick. Som CBS Alumni får man 15% på tilmeldingsgebyret. Læs mere om arrangementet .
Sidst men ikke mindst er der mulighed for en vitaminindsprøjtning i uge 33 og 34 i form af 26 forskningsbaserede kurser. Det er igen i år Sommerskolen på Handelshøjskolens Efteruddannelsescenter der tilbyder en bred vifte af forskningsbaserede kurser. Læs mere under Sommerskole 2005 .
Husk at orienterede dig om relevante arrangementer i vores kalender, eller registrer i Alumni Forum at du ønsker at modtage invitationer løbende om events særligt rettet mod alumni. Læs mere ovenfor ved at vælge "Alumni Services" og dernæst "Alumni Forum".
God fornøjelse

Sidst opdateret af Janie Huus Tange 29.01.2009