Campusliv - studerende anno 2004
Campusliv
Det summer af aktivitet blandt de studerende på Handelshøjskolen. I de sidste par måneder har det nemlig været studerende, der har stået bag eller deltaget i nogle af de mest spændende arrangementer på campus.
Forårssemestret på CBS er i fuld gang, og der liv i bibliotek, grupperum og auditorier. Men dagens CBS-studerende er ikke kun fordybet i studiet og bøgerne: I de sidste par måneder har det nemlig været studerende, der har fyldt CBS-kalenderen ud med interessante arrangementer.
Talekonkurence
Et af arrangementerne, hvor de studerende stod helt fremme i forreste linje, var en talekonkurrencen, som Fakultetet for Sprog, Kommunikation og Kultur afholdte i december.
På baggrund af tre en halv måneds studier i retorik dystede fem unge piger i kunsten at holde en god tale. Nervøsiteten var stor, og emnerne både lette og alvorlige: sagsbehandlere i det offentlige, ligestilling, anoreksi, Amnesty International og skriftlig eksamen.
Dommerne var Tine Götzsche fra TV-avisen, administrerende direktør Kell Jarner Rasmussen fra forlaget RHETOR og biskop over Roskilde Stift, Jan Lindhardt. Vinderen af talekonkurrencen blev "en rigtig århusianer, der talte om den moderne kvindekamp, så også vi mænd synes, at det er spændende," sagde Jan Lindhardt, da han præsenterede 1. præmien på 5000,- til Sara Carlsen Ravnmark.
Internationale case-konkurrencer - med dansk vinder
I CBS Case Competition er konkurrencen også hård. 12 hold fra anerkendte, internationale business schools skal inden for halvandet døgn løse en case og bagefter præsentere den for et fuldt auditorium og et dommerpanel bestående af direktører og professorer fra ind- og udland.
Konkurrencen er i øvrigt ikke kun for studerende: Den er også arrangeret af studerende, der gennem en helt år har arbejdet hårdt med at kontakte virksomheder samt finde sponsorer og samarbejdspartnere for at få en top professionel konkurrence op at stå. I år deltog bl.a. Université Paris Dauphine, Chinese University of Hong Kong og Haas School of Business, University of California Berkeley.
Det vindende danske hold bestod af Lea Kreiner, Lars Elmvang, Katrine Kunst og Patrick Vilhelm Setterberg. Alle fire er mellem 22-23 år og læser på tredje år af deres bacheloruddannelse. Danske studerende har de seneste år klaret sig særdeles flot i flere case konkurrencer i bl.a. USA og Canada, hvor denne konkurrenceform er meget udbredt. Men det er første gang at det lykkedes for danskerne at vinde på hjemmebanen i København.
Finalen på CBS Case Competition var i øvrigt fanfaren, der afsluttede en uge fuld af events. En gruppe studerende gik sammen om at arrangere CBS EventWeek, der dækkede over en uge, hvor forskellige organisationer og foreninger med tilknytning til CBS holdt foredrag, rundvisninger, virksomhedspræsentationer og konkurrencer - fx en konkurrencen om det nye studenterhus, der skal bygges på campus.
De studerende og virksomhedernes sociale ansvar
Et andet markant studenterdrevet arrangement har været 'WELLfair', en virksomhedsmesse om CSR - Corporate Social Responsibility. På messen var det danske erhvervsliv var rigt repræsenteret med mere end 10 store virksomheder, heriblandt Microsoft, Nordea, Ernst & Young, Grundfos, Danisco, Novozymes m.fl., og bag messen stod studenterorganisationen WELL, der som mål har at øge interessen for CSR.
Messen var godt besøgt af studerende fra både CBS og andre universiteter, der bl.a. også var kommet for at høre oplæg fra bestyrelsesformand og adjungeret professor Mads Øvlisen, fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen og forfatteren Rolf Jensen.
Et blik på tilbage og frem i CBS-kalenderen vidner således om, at dagens CBS-studerende både har næsen nede i bøgerne - og blikket fæstnet fast mod det omkringliggende samfund.
Sidst opdateret af Alumniredaktør 12.03.2004