Fremgang for CBS trods national tilbagegang - CBS’ uddannelser fortsat populære
Sammenlignes fordelingen af de unges 1. prioriteter ved årets optagelse med landets øvrige universiteter og de nationale tendenser, er situationen på CBS en ganske anden. Nationalt set spores en samlet tilbagegang på 0.6%, mens CBS fremviser en samlet fremgang på 8.9%.
Årets store succes er den nye HA(psyk.)-uddannelse, som har fået 218 1. prioritetsansøgninger til 60 pladser. Også Asian Studies Programmes har fremgang - sandsynligvis fordi den udbydes på engelsk og nu beskæftiger sig med Asien i et bredt perspektiv.
Ny strategi
I 1998 gennemførte CBS en omfattende strategisk proces. Lige siden har de tre overordnede pejlemærker gennemsyret CBS’ aktiviteter og strategiske satsninger:
- International profil med national/regional forandring
- Intensiveret partnerskab med erhvervslivet
- Det lærende universitet
Både CBS og betingelserne i omverdenen har nu forandret sig så væsentligt, at en ny og redigeret strategi er nødvendig. Processen med at udarbejde den er sat i gang her i foråret, og nye pejlepunkter forventes besluttet af bestyrelsen inden årets udgang.
Rektorstilling slået op
Nogen har måske bemærket, at stillingen som rektor på CBS har været slået op i store annoncer i både dansk og udenlandsk presse. Det skyldes ikke at rektor gennem 18 år, Finn Junge-Jensen har valgt at stoppe, men at Videnskabsministeriet i juni godkendte CBS’ nye vedtægt. Det er den seneste udmøntning af den nye universitetslov fra 2003, som bl.a. resulterede i at CBS i november sidste år fik en professionel bestyrelse med overvægt af eksterne medlemmer fra erhvervslivet, og som indebærer at de hidtil valgte ledere nu skal ansættes ved opslag. Første post er rektorstillingen, derefter følger posterne som dekaner og institutledere. Det forventes, at Finn Junge-Jensen er ansøger til rektorstillingen.
Amerikanske MBA-studerende til CBS - Ære for CBS
I 2006 er CBS vært for den prestigefyldte og internationale konference Graduate Business Conference (GBC) - og dermed skrives et lille stykke historie:
"Det er første gang, at konferencen afholdes uden for Nordamerika. 20 gange har den været afholdt i USA, mens den blot en enkelt gang har været afholdt i Canada. Vi indskriver os dermed i en række af værter, som bl.a. tæller Wharton, Kellog (Northwestern), Columbia, UCLA, Duke, Stern (NYU), Berkeley, Cornell, Darden og Michigan Business School. Ikke noget dårligt selskab", siger Kristian Weise, en af de 4 studerende, der var med til at vinde værtskabet til CBS.
Satsning på oplevelsesøkonomi
Designere, kunstnere og folk med andre kreative erhverv skal uddannes langt bedre, hvis Danmark på sigt skal klare sig i den internationale konkurrence. På CBS har dette allerede fået kød og blod med CIGNet - Center for Creative Industries in Global Networks.
Centrets forskning koncentreres om mode, design, men også om hvad der med en fælles betegnelse kan betragtes som "oplevelsesøkonomi", dvs. produktion af film, computerspil og anden elektronisk underholdning, legetøj, multimedier og lignende. I september afholdes en officiel indvielse af centeret.
Sidst opdateret af Janie Huus Tange 19.10.2004