Alumni Event – hvad er det?
Mød CBS, gamle studiekammerater og CBS-forskere den 30. september
Hvad interesserer en dimittend fra CBS sig for? Hvad har en korrespondent og en revisor til fælles? Hvad kan samle dimittender fra 1968 og ditto fra 2004?
Dette er nogle af de mange, mange spørgsmål handelshøjskolen har stillet sig selv i det forløbne år. De fleste svar indeholder ord som ”genkendelse”, ”kompetenceudvikling” og ”netværk”. Og netop disse ord er grundlaget for beslutningen om at planlægge en dag hvor CBS alumni kan se skolen, hinanden og CBS' forskere nærmere efter i sømmene. D. 30/9 har vi inviteret alle CBS alumni (over 60.000) for at lære noget nyt, møde gamle venner og møde nye kontakter.
Foredrag, workshops og sociale arrangementer
Dagen starter med et arrangement, hvor vi er så heldige at kunne samle et panel bestående af repræsentanter fra CNN og al-Jazeera samt en professor ved University of Otago, New Zealand samt lektor Lisbeth Clausen fra CBS. De skal diskutere mediernes rolle i den nye verdensorden – 3 år efter 11. september. Som opponent har vi Tøger Seidenfaden, chefredaktør for Politiken og adjungeret professor ved Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse.
Dernæst har 12 forskere fra CBS planlagt workshops om deres forskning, og disse dækker bredt fra strategisk kommunikation, det amerikanske valg til globalisering og økonomistyring.
Dagen afsluttes med en middag, og dagen igennem er pauserne præget af netværksaktiviteter, som gør det muligt at møde gamle og nye relationer.
Sidst opdateret af Janie Huus Tange 19.10.2004